København – Abisko (Fredag d. 19. juli)

Togturen er lang med meget flot. Vi var så smarte at rejse i liggevogn, så vi mødte friske op i Abisko.

15 km, 5 timer  

Vi ankom til Abisko Turiststation kl. 11:04.

Lige vest for Turiststationens togholdplads ligger den port, der markerer begyndelsen til Kungsleden. Fra den fulgte vi en bred og tydelig sti syd- og sydvestover langs Abiskojåkka. Stien var fast og letgået. 

Der findes hængebroer over både Nissunjohka og Coamukasjohka. Flere steder er der opsat toiletter og affaldsspande samt vindskjul med bålpladser.  

Hele vejen frem til Abiskojavri gik stien inde i birkeskoven. Kun enkelte steder, som ved det såkaldte "Marmorbruddet", åbnede skoven sig, og vi fik udsigt over elven, Slåttatjåkka og Njunjegeachi i nordvest og Kierons stejle flanker i syd.  

Marmorbruddet er en tydelig, ca. 10 m høj bakke, der består af lys dolomit-kalksten. 

Langs med Abiskojavri bliver terrænet mere åbent, og stien passerer over flere fugtige fjeldheder. Med Kierons store mørke nordvestside lige over sig kunne vi tydeligt fornemme højfjeldets nærhed.  

Abiskojaure-hytten ligger et par hundrede meter på den anden side af broen, på søens sydvestlige bred, hvorfra stien ned gennem Karmajåkka-dalen begynder.  

Hytten ligger stort set lige ud til søen - med dertil hørende strand. Eneste minus var, at vandet kun var ca. 12 grader.

Det var en nem og letvandret strækning - en god begyndelse inden det for alvor gik løs.

Fra Abiskojaure-hytten gik vi tilbage over broen over Kamajåkka. Derfra fortsætter Kungsleden ad smalle stier op gennem den tætte birkeskov til broen over Siellajohka. Kort før broen forlader man Abisko Nationalpark.  

Heroppe, i 800 m højde, møder Kungsleden for første gang højfjeldet; fjeldbirkeskoven forsvinder, og de lave buskkrat, fjeldheder og græsområder overtager. Temperaturen falder mærkbart og vinden får friere spillerum. 

Stien fortsætter tydeligt vardet og spanget mod sydvest gennem renhegn, der adskiller Rautasvuoma og Leavas samebyer, og videre forbi Ahpparjarvi og langs Miesakjavri, Radujavri og Alisjavri.

Af de forskellige vad mellem søerne, der er afmærket på kortet, er det mellem Radujavri og Miesakjavri nok det sikreste; det med mindst fald og strøm. Men muligheden for at kunne vade sikkert afhænger helt af vandstanden. Udvis stor forsigtighed – eller gå uden om.Elven, der løber i Coalmmivaggi, skal vades; der findes hverken bro eller spang. Normalt kan det lade sig gøre at krydse den tørskoet i støvler.  

Vi valgte ikke at krydse søerne, men gik i stedet langs deres nordvestside. På den sidste sø er der en driftig same, der - for upassende betaling - sejler kunderne de sidste 5 km af dagens vandring. Vi valgte at gå hele turen.

Alesjaure-hytten, der består af flere huse, ligger spredt ud over nogle lave klipper ved den sydlige bred af Alisjavri.  

Turen langs søerne kan føles lang og lidt kedelig, fordi landskabet (søerne) bliver for ensformigt. Til gengæld er stien letgået, og man kan undervejs glæde sig over udsigten over mod de alpine tinder og dale omkring Kåtotjåkka og Njuikkustak.

Vi startede dagens vandring med "udvejning" af vores rygsække - de var stadig ret tunge. Men de indeholdt jo også ALT til 1½ uges vildmarksvandring.

Kungsleden fortsætter sydover fra Alesjaure på østsiden af Alesätno – en hængebro fører over elven lige ved hytten. Derfra går den letgåede og meget synlige sti videre mod syd. Store dele er spanget, da området kan være noget fugtigt. Man takket være spangene kan man (næsten) gå tørskoet hele vejen.  

Lige nord for Påssusvarasj, der står som en ensom fjeldknold midt i dalen, er der en hængebro over Bossusjohka. Til gengæld må elvene både nord og syd for Sielmmacorru vades. Det kan som regel lade sig gøre i støvler.

Mens Alisvaggi fortsætter mod sydvest og efterhånden opløses og går i ét med det omliggende fjeldterræn, begynder Kundsleden efter vadet over Sielmmanjira at stige mærkbart op gennem en sydgående sidedal, i retning af Tjäktja-passet.  

Efter passagen af Påssusvarasj bliver vegetationen lavere og mere sparsom. De tætte krat viger pladsen for græshederne. Og med stigningen efter Sielmmanjira begynder det sammenhængende vegetationstæppe at gå i opløsning – Kungsleden er kommet op i den mellemalpine zone.  

Tjäktja-hytten ligger 1 km oppe i sidedalen på vestsiden af elven under Muoratistjåkkas stejle vægge. En bro overfor hytten leder over elven.

Ved hytten findes en elv med MEGET koldt vand - og et vandfald kaldet: "Brusebadet". Vi nøjedes med etagevask og bagefter en gang varm kakao i en krog i solen.

Fra Tjäktja-hytten fortsætter stien langsomt med at stige over til tider meget fugtige græsheder. Efter 4 km kom vi til Tjäktja-passet (1.150 m), Kungsleden højeste punkt. De sidste 50 m gik via en "mini-gletcher" eller rettere en stor snedrive, så vi følte os som rigtige bjergbestigere da vi nåede "toppen". 

I passet findes et vindskjul, hvor man evt. kan raste og hvile sig i læ for blæsten.

Lige under pashøjde åbner sig en fantastisk udsigt videre sydover ned gennem Tjäktjavagge, der ligger som en enorm dalsænkning mellem meget stejle og tillukkede fjeldmassiver. Store dele af den videre vej kan overskues, og man får en fin fornemmelse af den smukke U-formede dalbund, hvor elven slynger sig.

Kungsleden fortsætter ad gode stier og mange spange mod syd ned gennem Tjäktjavagge. Dalen åbner sig og bliver noget bredere, samtidig med at store dale fra både øst og vest munder ud i den og giver vuer ind i tindernes verden. Dalen er forholdsvis tør, hvilket også præger vegetationen – det er fjeldhederne der dominerer landskabet.  

Gaskkasjohka danner et delta før udløbet i Tjäktjajåkka. Broer og spange leder over elvens mange forgreninger.  

Ca. 1 km syd for Gaskkasjohka krydser stien et renhegn mellem samebyerne Leavas og Norrkaitum.  

Ned mod Kuopervagges udmunding løber stien gennem et småkuperet morænelandskab. En hængebro fører over Guobirjohka og frem til et vindskjul af samme slags som i Tjäktja-passet.  

Singijohka kan normalt vades i støvler, hvis man da ikke foretrækker en regulær vadning eller vil forsøge at springe den længere oppe. Vi kunne nu vade den uden problemer.

En hængebro fører stien over Tjäktjajåkka på et sted, hvor elven smalner til og presses ind gennem en canyon. Der har den i tidens løb skuret adskillige jættegryder.  

Singi-hytten ligger i dalmødet mellem Tjäktjavagge og Ladtjovagge tæt ved en lille same-by.

En langstrakt stigning på 3 km og 120 højdemeter bragte os fra Tjäktjavagge op til vandskellet i Ladtjovagge. Derfra var det medbakke (stort set) helt til Nikkaluokta.  

Under hele stigningen kan man glæde sig over den imponerende udsigt op mod Liddubaktis knivskarpe vestkam, der fra pashøjder rejser sig næsten 1.000 m i vejret.

Det småregnede lidt på turen mellem Singi og Kebne, vi havde ellers være heldige med vejret (og myggene) indtil nu.

Ét af målene med vores vandreferie var at bestige Sveriges højeste bjerg; Kebnekaise, så vi tilmeldte os en guidet tur til toppen. Desværre blev turen aflyst pga. dårligt vejr.

Der regnede stort set hele dagen, så vi holdt os primært inden døre, hvor vi nød luxus-hyttens tilbud såsom morgenmadsbuffet, aftensmad og VARME BRUSEBADE.

Turens sidste dag blev vejrmæssigt præget af tunge skyer, der dog "holdt på vandet".

Fra Kebnekaise Fjällstation fulgte vi den tydelige og velafmærkede sti østover. Efter ca. 1 km kommer man til broen over Darfaljohka. Broen er bygget der, hvor elven danner en canyon. Elvens farve er grå-grøn pga. silt.  

Nikkaloukta (bus)                 

afg.                

16:30

Kiruna C        

ank.               

17:35

afg.                

18:39

Stockholm     

ank.               

11:00 (søndag)

afg.                

12:15

København H  

ank.               

17:23