Hvidovre – Regensburg (lørdag d. 7. juni - søndag d. 10. juli)

900 km, 10½ time (+ sovepause)

Vi startede turen ved halvsyvtiden lørdag aften. Planen var, at køre om natten (mindre trafik og behageligere køretemperatur) og så komme til Regensburg ved frokosttid om søndagen. 

Vi kørte til Gedser Færgehavn i god tid inden færgen skulle afgå. Pga. vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen og da vi skulle med dagens sidste færge, turde vi ikke køre efter et for stramt skema.

Efter det obligatoriske besøg i "den toldfrie", der ikke bød på noget spændende, kom vi til Rostock. Derfra gik turen sydover ad de "øst"-tyske motorveje.

Vi kørte vest om Berlin og mod Leipzig ad motorvej <9>. Da vi var ca. midt mellem Berlin og Leipzig var vi ved at være godt trætte og vi gjorde holdt for natten.

Da vi vågnede efter nogle timers søvn stod vi op og kørte videre. Efter en times tid hold vi ind og spiste en spændende medbragt morgenmad på en resteplads tæt ved Hof med en nydelig udsigt over Franken 

Efter morgenmaden gik turen videre sydpå, via Hof og motorvej <93>, til vi nåede til Donau og Regensburg.

Lige inden man kommer til Regensburg kører man gennem en kort tunnel gennem et lille bjerg, der gør, at man først kan se Regensburg når man nærmest er midt i byen. Vi kørte af motorvejen og hen til campingpladsen "Azur Camping Regensburg", der ligger i den vestlige del af byen. Camping pladsens fejler ikke noget, men er dog heller ikke noget at skrive hjem om.

Regensburg (142.000 indb.) ligger i Bayern og kan spores tilbage til den romerske fæstning "Castra Regina" - som der stadig findes spor af i byens grundplan.

Søndag brugte vi til at gå rundt i byens gamle bykerne, der er meget velbevaret bl.a. fordi den slap rimeligt billigt gennem 2. verdenskrig.

Mandag tog vi på tur ud i området. Vi startede 35 km vest for Regensburg hvor vi besøgte klosteret Weltenburg, der bl.a. er kendt for deres store ølhave i kolstergården. Weltenburg ligger lige ved siden af "Donaudurchbruch" hvor Donau har skåret sig en snæver kløft gennem klipperne.

Efter vores klostertur tog vi til den lille by Kelheim, der ligger et par km derfra. Dele af byen er fra 1500-tallet.

Vi startede med at gå den stejle vej op til "Befreiungshalle", der ligger på "bjerget" Michelsberg ud til Donau. Monumentet - en rund gul kæmpehal - blev bygget af Kong Ludwig d. I af Bayern til minde om befrielseskrigen mod Napoleon i årene 1813-1815. Byggeriet blev ledet af den berømte bygmester Leo von Klenze og varede i 21 år fra 1842-1863.

Den dag vi besøgte byen var der marked og den lille by summede af liv. Den har en hyggelig lille bykerne, med brostensbelagte gader og gamle huse, og pga. markedet var der boder med div. varer samt mad og drikke i meget af centrum. 

Regensburg slap billigt gennem 2. verdenskrig. Efter krigen flyttede flere store virksomheder til Regensburg, og langsomt voksede velstanden, men så langsomt, at 1950'ernes og 60'ernes nedrivningsbølge ikke nåede at ødelægge den indre by, der siden 1970 er blevet omhyggeligt restaureret. Regensburg har dermed som en af de få større tyske byer bevaret sit oprindelige middelalderudseende - et træk, der træder særlig tydeligt frem, hvis man kaster et blik ind i gårdene. I 2006 blev Regensburg optaget på UNESCO´s Verdensarvsliste.

En af de vigtigste seværdigheder i Regensburg er Steinerne Brücke. Den gamle bro over Donau fortsætter direkte ind i tårnbygningen. Den har i mere end 800 år ført handelsruterne over Donau. Broen er 308 meter lang, og vagttårnet på bysiden er bevaret. Som mange af den indre bys smalle gader er broen friholdt for privatbiler.

Ølhaverne er meget populære og nationalretten er bratwurst med sauerkraut. Man har ikke rigtigt været i Regensburg, før man har "nydt" denne ret med det dertilhørende lerkrus bayersk øl. 

En anden stor seværdighed er Sankt Peter Domkirken. Regensburgs domkirke er den flotteste gotiske kirke i Bayern. Byggeriet begyndte i 1200-årene og fortsatte frem til 1525. Tårnene kom først på i 1860. Når man træder ind i kirken, er skibet næsten mørkt, men langsomt vænner øjnene sig til tusmørket, og det smukke gotiske kirkerum dukker frem.

Af andre seværdigheder bør nævnes: pladserne "Rathausplatz" og "Haidplatz" med alle deres beboelsestårne fra middelalderen, gaden "Keplerstrasse", fyrstfamilien Thurn und Taxis's slot samt selvfølgelig et utal af kirker.

Ifølge guidebogen kan man høre domkirkens sangkor "Domspatzen" (Domkirkespurvene) hver søndag morgen kl. 9, men de synger åbenbart også på andre tidspunkter, for vi havde lejlighed til at høre deres smukke sang mandag eftermiddag.

Hvis I kommer til Regensburg, må I ikke snyde jer selv for at opleve den "by-night". Sammenspillet mellem bygningerne, vandet, broerne og lyset er fantastisk. Nyd f.eks. udsigten over centrum fra Steinerne Brücke eller besøg en af de små hyggelige beværtninger.

Som bekendt betyder det tyske "Regen" regn - og det var der (og fugtigt) ! Så allerede efter 2 overnatninger besluttede vi os for at pakke vores nelliker og tage videre. 

I styrtende regn kørte vi fra Regensburg til Salzburg, hvor vejrudsigten lød mere lovende.

Hvis man vil følge motorvejen må man tage den længere (men sikkert hurtigere) vej via München, men vi valgte at følge den gamle landevej <20> gennem de bayeriske skove. 

Efter en lille GPS-guidet "smutvej" gennem et stenbrud kom vi til den lille, men udmærkede, campingplads (og kro) Auwirt i landsbyen Au ca. 10 km sydvest for Salzburg. 

"Det regner altid i Salzburg", er der nogle der siger. Det er kun delvist rigtigt. Vi havde regn/byger i de første par dage, men efterhånden skiftede vejret og til sidst var der høj sol og 30 grader.

Man kan købe et Salzburg-kort, der giver fri adgang eller rabat til mange af byens seværdigheder, der findes også et Salzburgerland-kort, der gælder på samme måde til mange af områdets seværdigheder. Salzburg og området omkring tilbyder et væld af aktiviteter og seværdigheder. Vi oplevede kun et lille udpluk af dem. Herunder kan I læse om nogle af dem:

Gollinger Vandfaldene. Byen Golling ligger lidt syd for Salzburg og byder bl.a. på små gasthofs og på Gollinger Vandfaldene, der ligger lige vest for byen. Vandfaldene styrter (ad to omgange) ca. 100 m ned fra Hoher Göll (2522  m). Særligt det nederste fald er smukt og det er oplagt hvorfor mange malere har brugt motivet. Der gå en god sti fra en p-plads lidt neden for faldene og hele vejen op til udspringet fra klipperne.

Untersberg (1853 m) kan bestiges fra Gröding, eller man kan tage en svævebane fra Skt. Leonhard. Den 2800 m lange tur giver et imponerende blik ud over området og varer 7 min. På toppen er der en fantastisk panoramaudsigt over bjergene og selve Salzburg. Fra Untersberg er der vandreruter videre ud i bjergene, eller man kan vælge at tage svævebanen ned igen.

Saltminerne ved Dürrnberg. Ved indgangen får man overtrækstøj og føres af en særligt uddannet bjergværksarbejder ind i bjerget. Flere gange rutsjer man fra den ene "etage" til den næste, sejler over en smuk illumineret, underjordisk saltsø og kører til sidst på en lille skinnevogn i forrygende fart gennem en 2 km lang minegang ud i lyset igen. Saltudvindingen ophørte i 1989, men nede i minen fortælles om saltudvinding i forhistorisk tid. Ved siden af minen ligger kelterlandsbyen "Salinas", der er en rekunstruktion af kelternes by på Dürrnberg for 2500 år siden - lidt som et mini Lejre Forsøgscenter. Billetten gælder til begge seværdigheder.

Eisriesenwelt ved Werfen syd for Salzburg. I Werfen ligger bl.a. den meget synlige borg Hohenwerfen, der tidligere bevogtede den nord-/sydgående dal. Werfen ligger midt i "Höhlengebirge", der er et bjergområde med 153 kendte huler, hvoraf den mest kendte er ishulerne "Eisriesenwelt", der er verdens største ishule. Der er et udforsket net af gange på i alt 47 km. Man kan deltage i en rundvisning på 75 min. i en del af hulen, hvor man går rundt med karbidlamper og beundrer isformationerne. Man kommer derop ved at køre ad en meget stejl bjergvej op til en p-plads, hvorfra man kan vandre 20 min. hen til en svævebane. Efter svævebaneturen er der er der igen en vandretur på 20 min. hen til hulen. Vandreruten derop er bred, god og, pga. faren for jordskred, delvist overdækket. Husk varm tøj, der er koldt i en ishule. 

Berchtesgaden ligger lige på den anden side af den østrisk-tyske grænse ved Salzburg. Det er et af de mest romantiske områder i Tyskland, og derfor benyttede nazisterne ofte området i deres propaganda. Vi besøgte "Dokumentation Obersalzberg", der er et nyåbnet dokumentationscentrum om Det Tredje Rige - veldokumenteret og uegnet for børn, og "Rossfeld-rundvejen", der er en 16,4 km lang panorama-rute gennem nogle af Berchtesgadener Lands smukkeste natur. Fra rundturen er der gode vandreruter ud i bjergene, vi (Thomas) valgte en hård (ifølge Pia) og smuk 2 timers tur fra Enzian Hütte ved Rossfeld-vejen til Purtscheller Haus præcis på grænsen. 

I Berchtesgaden kan man også vælge nogle af de mere "main-stream" seværdigheder såsom resterne af Hitlers "Ørnerede" (Adlerhorst) eller Hitlers bevarede "te-hus" Kehlsteinhaus et stykke derfra. Der kører en bus derop fra dokumentationscentret, men den koster €15. Der er også en vandrerute derop, men den var lukket pga. jordskred.

Salzburg syder af liv, og som Mozarts fødeby, hænger musikken mellem murene og trænger ind i vrimlen. Overalt bølger en fortættet magi, der bør opleves én gang i livet - og har man først været her, vender man helt sikkert tilbage.

Under vores ophold blev standardudtrykket, når vi kom ud fra en seværdighed: "jeg tror, lige det har regnet." Vi blev sjældent selv våde, men gik på mange våde gader.

Vi startede med en gåtur rund i den gamle bydel Altstadt, bl.a. ad den verdenskendte Getreidegasse med de gamle forretningsskilte og de blomsterudsmykkede renæssancegårde. I gaden ligger mange spændende butikker, bl.a. en temmelig stor én kun med dekorerede æg, ligesom påskeæg men til alle årets højtider. 

Ved hjælp af Salzburgerkortet kan man få adgang til en hel stribe seværdigheder. Vi besøgte bl.a. Mozarts fødehjem (der ligger på Getreidegasse) og Mozarts Wohnhaus, hvor familien flyttede til fra den lille lejlighed i 1773. Begge steder forsøger af bevare stemningen fra Mozarts tid, hvilket lykkes godt.

Fra sin plads på Mönchsberg 119 meter oppe våger fæstningen Festung Hohensalzburg over Salzburg. Man kan komme op til fæstningen til fods ad en stejl sti (½ time) eller man kan tage Fæstningsbanen - vi prøvede begge. Byggeriet startede i 1077 og fik sit nuværende udseende under ærkebiskop Leonhard von Keutschach (1495-1519). De skiftende ærkebiskopper har indrettet fæstningen med udsmykninger og udstyr, der - sammen med udsigten - gør stedet et besøg værd.

Omkring 1600 lod ærkebiskop Wolf Dietrich, efter en brand, en stor del af den middelalderlige bykerne rive ned, for, efter italiensk forbillede, at skabe en barokby, der skulle kunne måle sig med selveste Rom. Bl.a. derfor rummer Salzburg alt hvad hjertet begærer af store gamle kirker, paladser, pladser og huse. Det er umuligt at beskrive det hele hér og én uge i byen er knap nok nok.

Hvis man har mod på noget solidt østrigsk mad, kan man f.eks. besøge Augustinerbraü, der er et ølhus med store, enkelt indrettede sale og stor have. Vælg mad fra de mange boder og skyl det ned med en stor klosterøl.

På den anden side af floden Salzach ligger den "nye" del af Salzburg. Det er der man finder Mozarts Wohnhaus og det fantastiske Schloss Mirabell med dets have Mirabellgarten, der er en af byens smukkeste haver med terrasser, blomsterbede, springvand, fontæner og marmorstatuer. 

Endnu et minde om byens ærkebiskopper er Hellbrunn-slottet der ligger 4 km uden for Salzburg. Slottet blev opført af ærkebiskop Markus Sittikus i 1613-1616 i tidlig barokstil sammen med den smukke park og de populære Wasserspiele, vandspil, som fyrsten fornøjede sine gæster med. Der afholdes rundvisning i haven, hvor "vandinstallationerne" vises frem. Forvent at blive våd.

Nede fra byen kan man let genkende Gaisberg (1288 m) på den store TV-antenne på toppen. Der går en vej (og en vandrerute) op til toppen og derfra er der en fantastisk udsigt over Salzburg. Vi tog en aftentur derop og kunne nyde udsigten og byens lys.

Vi ankom til Camping La Rocca - mellem Garda og Bardolino - på Gardasøens østkyst sidst på eftermiddagen og fik en rimelig plads mellem fastliggerne.

I stedet for at følge motorvejen via München og Brennerpasset, valgte vi den noget langsommere, men meget smukkere, rute via Großglockner Hochalpenstraße. Det er rigtig højalpin bjergkørsel, hvor man på turen op i 2504 m's højde kører gennem én lang panoramaudsigt og har mulighed for at se den imponerende Pasterze-gletscheren, der er den længste gletscher i de østlige alper.

Bemærk at det koster €28 for en endagsbillet og at jeres bil kommer på hårdt arbejde, men turen er fantastisk og pengene værd. Og så kan man slås med sne midt om sommeren.

Gardasøen er Italiens største sø. Den nordlige del af søen kiler sig ind i Alpernes bjerge, mens den sydlige del af søen støder op til den flade Po-slette. "Midterstykket" med Garda by og Bardolino ligger på kanten af bjergene og er bl.a. kendt for oliven- og vinproduktion. Længere mod syd, ved Cisano og Lazise, ligger de store ferieområder med store campingpladser og bl.a. Italiens største forlystelsespark.

Der sejler rutebåde mellem Gardasøens byer, hvilket gør det muligt at komme rundt uden at skulle sidde og svede i den tætte italienske biltrafik. 

Bardolino er en hyggelig lille by, der i sæsonen primært bliver befolket af italienske turister. Der er en gammel bymidte med moderigtige butikker og et stort udvalg af restauranter - med rimelige priser - og så selvfølgelig flere gode Gelateriaer.

Trods ihærdige forsøg, lykkedes det os ikke at komme igennem hele is-udvalget.

Ud over selve Garda sø byder området på en masse muligheder, såsom gamle landsbyer, smukke landskaber og selvfølgelig vin. Lidt øst for Gardasøen ligger Valpolicella, hvor bl.a. den berømte Amarone kommer fra.

Vores ture rundt i området ledte os bl.a. forbi kirken Madonna della Corona ved Spiazzi (20 km øst for Garda). Kirken er bogstaveligt talt placeret "på afgrundens rand" i 774 m's højde. Kirken står på et lille indhug i en lodret klippevæg, og man har en flot udsigt over Adige-dalen. Tidligere skulle pilgrimme bestige de 1540 trappetrin fra Brentino i bunden af dalen, men nu kan man gå ca. 1 km fra Spiazzi ad en vej med bronzestatuer, der illustrerer sidste del af Jesus lidelseshistorie.

Et andet must, når man er i området, er en tur rundt i vindistrikterne Bardolino og Valpolicella. Umiddelbart øst for Bardolino by ligger "Zeni Museo del Vino", der nærmere er en vinforretning end et decideret museum. Der er en lille udstilling af udstyr til vinproduktion og man kan smage producentens produkter, inden man beslutter sig for hvad og hvor meget, der skal med hjem. 

En tur til Valpolicella bør omfatte besøg hos en eller flere af områdets vinproducenter. Vi koncentrerede os om området ved Negrar, hvor bl.a. storproducenten Masi (kendt fra dansk supermarked a/s) holder til. Masis ejendom er i sig selv imponerende, og adgangen dertil sker via en kæmpe fjernbetjent port. I butikken kan man smage på produkterne og købe sig fattig i dejlig italiensk kvalitetsvin.

Siden Verona i 49 f.kr. blev en del af Romerriget, har byen været et vigtigt trafikknudepunkt hvor nord-syd-vejen gennem Alperne mødes ned øst-vest-vejen langs Posletten. 

Veronas lange historie og vigtige rolle har betydet, at byen er indehaver af flere top-seværdigheder. Verona er verdensberømt for det romerske amfiteater, der om sommeren er rammen om flot iscenesatte operaer. Men måske er byen endnu mere kendt som Romeo og Julies by, den romantiske by, hvor ægte kærlighed udfolder sig.

En tur rundt i byen kan tage udgangspunkt i Piazza Bra med de mange fortovscafeer og et sprudlende gadeliv - og selvfølgelig det kæmpestore amfiteater.

Det forekommer umuligt at nævne alle Veronas seværdigheder, men i toppen af listen må høre: Hovedpladsen "Piazza Bra", det romerske amfiteater "Arena", romernes gamle forum "Piazza del Erbe", den elegante plads "Piazza dei Signori" med Dante-statuen, Julies hus med dertilhørende balkon, den gamle bro "Ponte della Pietra", den velbevarede port fra romertiden "Borsari", middelalderborgen "Castelvecchio" og endelig et utal af små og store kirker. Både Pietra-broen og broen ved Castelvecchio lå i ruiner efter 2. verdenskig, men er begge blevet smukt restaureret.

Efter vores uge i varmen (dagtemp. på ca. 36 grader) ved Gardasøen manglede vi kun turens lange hjemtur.

Vi skulle egentlig have sluttet ferien af med nogle dage i Garmisch-Partenkirchen, men der var udsendt uvejrsvarsel for den del af Sydtyskland, så vi valgte at køre direkte hjem i stedet.

Vi startede umiddelbart efter morgenmaden og kørte nordpå via Brennerpasset. Selvom vi kørte midt i den værste ferietid slap vi stort set for køer og andre forsinkelser, men vi havde også valgt at køre via "Østtyskland".

Vores GPS var gået i stykker, så vi måtte finde vej på gammeldags manér. Det gik sådan set ganske fint - lige indtil vi kom til Berlin og overså skiltet mod Hamburg (og dermed også Rostock). Det gav os lige en tur ad den indre ringvej vest om Berlin og ca. ½ times forsinkelse.

Da vi nærmede os Rostock tjekkede vi lige pladsforholdene på færgen og fandt ud af at dagens sidste færge - som vi lige ville kunne nå - var fuldt reserveret. Vi kunne så enten vente i Rostock til næste morgen kl. 6, eller køre videre via Puttgarden. Vi valgte at køre de 2 ekstra timer til Puttgarden, hvor færgerne sejler hele natten.

Sammen med en stor Citroen 2CV-klub kørte vi ombord på færgen og endte hjemme i Hvidovre kl. ca. halv tre om natten - efter en tur der trods alt kun havde taget en 2-3 timer længere end forventet.